Svenstrup Skytteforening

Svenstrup og Omegns Skytteforening af 1921.

Da der ikke findes ret meget fra klubbens begyndelse såsom protokoller, regnskaber, referat frabestyrelsesmøderne osv., har bestyrelsen besluttet at dyrke lidt lokal historisk forskning.

Svenstrup og Omegns Skytteforeningen blev grundlagt i 1921, helt præcist hvilken dato kan man ikke finde ud af, da en del af klubbens skriftlige referater, medlemsliste og kassebog gik tabt ved en brand den 25. juni 1928 Kl. 02:45 på den gamle kro i Svenstrup. Men i en ny oprettet protokol, dateret januar 1929 er det fastslået, at klubben startede i 1921. Lidt flere oplysninger end blot året 1921 har vi fra et brev fra Jørgen Christensen, farbror til Kjeld Christensen Skoletoften 10, Svenstrup, og medstifter af klubben.

Brevet er skrevet i anledning af Svenstrup og Omegns Skytteforenings 60 års jubilæum.

Brevet er dateret: Odense den 21./4. 1981. Jørgen er på det tidspunkt ca. 82 år. Brevet er skrevet til

Kjeld og han indleder med følgende:

Kære Kjeld.

Her har jeg forsøgt at strikke noget af det sammen, som jeg har kunnet hale frem i min hukommelse.

Enkelthederne har det knebet med. Det er det billede, som jeg ser for mig om tilblivelsen af denne institution.

Jeg ser efterhånden ret sløjt, så jeg rammer af og til en forkert tangent. Jeg burde selvfølgelig læse det omhyggeligt igennem og rette fejlene, men det er et trivielt arbejde og trætter forbandet. Så jeg beder jer om at kigge på arkene

og rette de slagfejl, der findes. Jeg håber, at i kan have lidt sjovt af denne indledning til en leg på 60 år.

Om kort tid, (det kan højst dreje sig om et par små måneder) fejrer den ærværdige Svenstrup Skytteforening sin 60

års fødselsdag. Da jeg for 10 år siden modtog en invitation til foreningens 50 års jubilæum, blev jeg både forundret og importeret. Kors i hytten, tænkte jeg, eksisterer den endnu?

Det var en storartet fest, og jeg fandt det ganske naturligt, at jeg fortalte lidt om foreningens start. Af de startende medlemmer var kun Laurits Jacobsen og jeg tilstede.

En tredje af stifterne, lærer Peter Grau var ogsåindbudt, men havde sendt afbud. Det var jeg lidt ked af, fordi samme P.G.

var en fandens karl til at fortælle oghuske, og selv om han huskede noget mere end nødvendigt, det gjorde ingen ting,

det livede op.

Hele startens gengivelse måtte hales frem af hukommelsen. Der forelå engang skriftlige referater og medlemslister og kassebøger,

men da den gode Svenstrup Kro brændte ned til grunden, fulgte alle disse papirer med ud i evigheden.

Jeg skal gerne hale frem af mørket årsagerne og de forskellige små hændelser, der gav stødet til denne historie. Det

var et tilfældigt påhit uden alvor og værdi ud over et forsøg på at finde lidt underholdning, leg og tidsfordriv

Jeg har aldrig været sportsmand, det har jeg været alt for doven til.

I nærheden af mit barndomshjem eksisterede Ertebjerg Skytteforening. Formanden og lederen gennem mange år

var Hans Drejer. Han var en god ven af far, og derfor gik vi drenge af og til hen og så på deres skyderi. Vi var

svært imponeret af disse gæve jægers evne til at ramme skiven.

Vores far kom da også almindeligvis hjem med en præmie: nr. 6,7,8.

Sommeren 1920 blev der taget kraftigt fat igen efter krigens pause. Jeg gik med far derop og kiggede lidt på det.

Vil du ikke have et nummer? Spurgte H. drejer. Næh, det var jeg ikke interesseret i, svarede jeg. Jo, forsøg nu,

sagde min far.

Jeg forsøgte, og så vidt jeg husker blev jeg nr. 3. De gamle trænede jægere så noget surt på mig, far

morede sig og var vist lidt stolt over, at jeg sådan kunne feje de fleste af dem til side uden nogen sinde tidligere at

have løsnet et skud med sådan en riffel.

Det, der irriterede de gamle bønder var vist nok, at jeg knaldede de fem skud af på et øjeblik.

”Han giver sig ikke engang tid til at sigte”, hørte jeg en brumme. Jo vist gav jeg mig tid, men

jeg var ung og sikker på hånden, havde et syn som en falk. Jeg husker noget sløret endnu, at Drejer kom hen til

denne nybegynder for at vise mig, hvordan jeg skulle placere bøssen. Han fik et skub.

”Flyt dig af vejen, Hans Drejer, så jeg ikke kommer til at skyde dig”.

Det var begyndelsen. Sommeren var smuk, og den næste sommer var også smuk. Jeg cyklede mig mange ture om

søndagene, og når jeg kom forbi et sted, hvor der blev skudt, standsede jeg op, gik ind og betalte et nummer og

skød. Jeg ventede aldrig på, at de blev færdige og fik præmierne fordelt. Dem hentede jeg næste gang, jeg kom

forbi. At der var en præmie til mig var jeg sikker på. Det var meget småt med rigtige skydebaner.

Der var egentligt kun Ertebjerg, Egenmølle og Kathrinelund. Jeg besøgte dem alle, var gode venner med ledelsen

ved hver bane, men af medlemmerne kendte jeg kun få, jeg opholdte mig kun på pladsen, mens jeg skød.

Hvad de andre ramte, interesserede mig ikke.

Præmierne var beskeden, men når blot jeg sørgede for at ligge nogenlunde i toppen, var der jo da altid til en kop kaffe,

et par kager og en sodavand.

I Egenmølle havde jeg fået en del præmier til gode. De havde fået en ny riffel, så de havde ikke råd til at betale.

”Kan du ikke bruge vor gamle riffel?” spurgte de. Hvad skal jeg med sådan en tænkte jeg, men skidt med det.

Jeg kvitterede for det meste af beløbet og drog hjem med kanonen.

I Kathrinelund havde jeg haft en halvdramatisk oplevelse, som øgede min interesse for disse store rifler. Jeg var

kommet der af og til, kendte formanden og nogle af bestyrelsen godt. En søndag eftermiddag dumpede jeg der ind.

Det viste sig, at de havde Kongeskydning, det anede jeg ikke noget om. Bestyrelsen opfordrede mig til at skyde og

lægge indsatsen. ”Det er Kongeskydning hævdede jeg, det går jo ikke, jeg er ikke medlem af jeres forening.

Jo, svarede formanden, vi melder dig ind, og så skyder du.

Jeg syntes ikke om det, men gik med til det. :to tyvere, en nitten og en tyver. Så begyndte de at blive vågen,

på et øjeblik trængte over 30 mennesker sig ind omkring mig.

Hvem er han? Spurgte man. Min gode ven svarede formanden. Er du herfra? Spurgte en, nej svarede jeg råt, men

vi er ikke dus, at De ved det.

De blev frækkere, så lagde jeg riflen, vendte mig imod dem, og forklarede dem, at nu skød jeg mine to sidste skud,

og hvis nogen forsøger at genere mig i det med det mindste skub eller berøring, så bliver der svaret.

For første gang var min koldsindighed væk. Nu skulle jeg fan gale mig klare den. Jeg ville umådelig gerne have haft

et par tyvere, men det blev kun til 98 ringe i alt. Det var absolut det højeste, der blev skudt den dag.

Formanden var ked af det, han kom med mange undskyldninger til mig. Skidt med mig, svarede jeg,

det er sku værre for dig, vi har begået en dumhed. Slå en streg over det hele. Nej, svarede han, dine penge skal

du have, så må vi se at klare, hvem der skal have Kongepræmien.

Nu sad jeg en tidlig forårssøndagsformiddag og rensede kanonen. Ind kom Peter Grau. Hvad er det for en bøsse?

Kan den skyde. Ja, gud kan den skyde. Har du patroner? Ja, jeg har skam patroner. Skal vi ikke prøve at skyde

med den?

Er du tosset, Grau, vi kan sku ikke skyde her mellem mennesker med den. Hvor kan man så prøve den?

Det eneste sted er nede ved stranden ved Transodde. Lad os komme derned. Ja, ja, vi skal være forbandet

forsigtige.

Grau havde været i krig, så han var ikke bange for sådan en tingest. Resultatet blev, at vi tog til

stranden. Her ville det havde været rat med en dagbog. Det er gået 60 år, jeg er blevet 82, data og enkeltheder har

jeg ikke siddende i hovedet, men i større træk kan jeg se det for mig.

Vi cyklede altså ned til havet. Vi var nogle få modige, men hvem? Det forekommer mig, at Grau, Hans Gefke,

Rasmus Thomsen og Peter Savmøller var med. Vi stillede nogle forskellige ting op, som vi skød efter, det var vist

sjovt, jeg havde krudt og kugler og alt, hvad der hører til at ordne ammunitionen. Vi tog jævnligt derned efter

fyraften. Det var jo det vidunderlige 1921, da solen skinnede hele døgnet, og varmen svajede omkring os.

Efterhånden kom der flere til: Laurits Jacobsen, et par af Knaberne, skovløberen der nede ved skovbrynet og andre

hvis navne jeg ikke har kunne holde fast på. Jeg var jo ny på egnen, jeg kendte kun få i forvejen. Jeg fortalte dem

noget om mit skyderi hidtil, og så kom en med et forslag om at stifte en rigtig skytteforening. Jeg var skeptisk, vi

kan ikke sætte noget i gang her nede ved havet, her får vi ikke folk ned.

Hvem det var, der reddede situationen og kom og fortalte, at kromanden tilbød os at lave en bane ved siden af

kroen (Kroen lå på hjørnet af Nordborgvej og Nørreskovvej i Svenstrup).Var det Rasmus Thomsen, var det Laurits

Jacobsen, var det Knabe? Jeg er ikke i stand til at besvare det. Mændene blev fyr og flamme, mente man kunne

begynde med det samme. Jeg forklarede dem, at der stilles ganske særlige krav af politiet, og det skulle man have i

orden. Jeg tog et par mand med hen til Egenmølle, så de kunne se, hvad der krævedes. Så tog jeg selv af sted for at

forelægge sagen for en politimyndighed. Ja, var det nu i Nordborg eller var det i Sønderborg, jeg tror nok, det var

det sidste, Nordborg havde vist intet kendskab til den slags. Jeg forlagde dem en tegning over anlægget med alle

mål, og det var de tilfreds med, men de ville først se en foreningsprotokol med love og vedtægter og navne på

medlemmerne.

Foreningen blev dannet i forrygende fart, og ved medlemskontingentet var vi i stand til at rejse en bane, købe

skiver, en ny riffel og betale mig de penge jeg havde betalt for lave anretningen.

Hvor kunne der dog laves meget i en fart den gang.

Så begyndte præmieskydningerne, og der kom forbavsende mange lige med det samme. Og til Kongeskydningen ved

høstens tid var der vist et stort komsammen. Jeg husker, at Schøndorf var storartet tilfreds med vort cirkus. Klubbens Historiebog.doc Side 4 af 38

Der var en nabo til banen, som knap var så tilfreds. Jeg kan ikke kalde den nabo Jørgen Jørgensen, han hed jo

aldrig andet en Jørgen Skomager. Han mødte op under skydning og forlangte, at vi straks holdt op med det

skyderi. Jeg var der ikke, da han kom, men der blev hurtig sendt bud efter mig. Så brummede han løs overfor mig,

at han ikke ville have det, det gjorde hans kreaturer bange. Så tag dine kreaturer hjem, svarede jeg. Ja, han skulle

vise os, hvem der bestemte over det. Ja, Jørgen Skomager, du bestemmer i alt fald intet, og nu forsvinder du ud af

banen her i en fart, og går det ikke rapt nok, så smider jeg dig over dette hegn. Han forstod alvoren og forsvandt.

Der kom ikke senere lyd fra den kant.

Vi har tidligere lavet et interview med Kjeld Christensen, Svenstrup, i forbindelse med at han blev

indstillet til Nordborg Kommunes Folkeoplysningsudvalg med ønske om særlig udmærkelse for

sit store arbejde i klubben. Interviewet er med som det første i denne ”Klubbens Historiebog”.

Kjeld kunne også anbefale os, at vi fik snakket med flere tidligere og nuværende medlemmer, som

stadig bor i området for at få nogle oplysninger og ”historier”, som kunne være nyttige indlæg i

bogen. Kjeld sørgede for at få kontakt til ”de gamle medlemmer”, og de var helt med på at komme i

klubben for at fortælle en masse fra deres tid som medlem, bestyrelsesmedlem og formand.

Den 23. marts 2003 var de tidligere medlemmer inviteret til en sammenkomst i klublokalet, hvor vi

serverede kaffe og rundstykker, og vi fik en rigtig god snak om ”gamle dage”. Ulla og Birgit sad

med hver deres PC og lavede interview. Resultatet kan læses på de efterfølgende sider.

Det var en rigtig hyggelig formiddag, ja det blev godt middag, for der var meget at snakke om, og tiden føj af sted.